Lægehåndbogen
ME Foreningen skal gøre opmærksom på, at Lægehåndbogens informationer om ME (i Lægehåndbogen kaldet ved den forældede betegnelse Kronisk Træthedssyndrom) er stærkt fejlbehæftede. Mange af de kilder, Lægehåndbogens informationer baseres på, drejer sig om de psykosomatiske diagnoser under funktionelle lidelser og ikke den neurologiske diagnose ME ifølge WHO. Lægehåndbogen betegner bl.a. Neurasteni som et synonym for ME. Neurasteni kategoriseres som en psykiatrisk lidelse med diagnosekoden ICD-10 F.48.0, og WHO angiver udtrykkeligt, at neurasteni udelukker ME både i ICD-10 og i den kommende ICD-11, hvor Neurasteni omkodes til Bodily Distress Disorder 6C20, hvor ME G93.3 er en ekslusionsdiagnose.
WHO udtrykker tydeligt, at psykisk lidelse skal være udelukket, for at man kan stille ME diagnosen.
Det anføres endvidere i Lægehåndbogen, at de amerikanske Fukuda-kriterier regnes som standard. Kriterierne er fra 1994 og er beregnet til forskning og ikke klinisk brug. I lægefaglig praksis anvender man udelukkende de Canadiske kriterier.
Manglende ajourføring i Lægehåndbogen
Generelt bærer Lægehåndbogens informationer om ME præg af manglende ajourføring. Et kig på de seneste års internationale ME-forskning afslører en stor kløft mellem den viden, man i dag har om ME internationalt, og den viden som præsenteres i Lægehåndbogen. ME Foreningen afventer stadig, at disse informationer bliver opdateret med tidssvarende evidensbaseret viden om ME internationalt.
ME diagnosen – hvem stiller den?
Diagnosen kan stilles af en neurolog, reumatolog eller infektionsmediciner. I perioden 1996 – 2013 blev diagnosen ME ifølge offentlige sundhedsdata givet i 746 tilfælde. Prævalensen for Danmark er ca 17.000 patienter (NICE) hvilket efterlader et stort antal patienter uden diagnose og behandling og som regel med flere fejldiagnoser.