Diagnosticering af ME
Siden 1969 har diagnosekoden for ME (postviralt træthedssyndrom) ifølge WHO ICD-10 været G93.3. I den kommende ICD-11 er ME stadig opført under andre sygdomme i nervesystemet med med diagnosekoden 8E49
I det danske diagnosekodesystem SKS har ME koden DG933A. Desværre påstår mange i det danske sundhedsystem, læger m.m. at sygdommen “ikke findes” eller fejlagtigt giver patienterne “funktionel lidelses” diagnoser. Ifølge WHO må der ikke anvendes 2 koder for samme sygdom/symptomer og “almen træthed” beskriver langt fra en multisystemisk invaliderende neuroimmun sygdom som ME.
Reglerne i ICD-11 for “mulitiple parenting” hvor 2 koder, der beskriver den samme sygdom kan anvendes parallelt for 1 sygdom, gælder ikke for koder der ifølge WHO er eksklusionsdiagnoser for hinanden. Således kan Funktionel lidelse/almen træthed ikke bruges som parallel og retvisende diagnosekode paralellt til ME G93.3 diagnosen da disse( MG22 Fatigue og ME G93.3) ifølge WHO udelukker hinanden.
“Kronisk træthedssyndrom” forklarer ikke hvorvidt den underliggende sygdom er fysisk eller psykisk. Det stigmatiserer patienterne og forhindrer videre udredning.
Postviralt Træthedssyndrom/ME er den korrekte diagnose. I ca 80% af tilfælde er ME udløst af en virus/infektion hvilket afspejles i de udbrud af ME der er dokumenteret som følge af store viruspandemier tidligere
Mange læger forveksler den udmattelse ME-patienter oplever med udbrændthed, Kronisk træthed/stress eller depression. Således er det vigtigt at der skelnes immellem ME og udbrændthed/stress.
Fysiske tegn der adskiller ME som somatisk sygdom fra disse psykosomatiske tilstande:
Folketinget vedtog i 2019 med udgangspunkt i international konsensus på området (WHO og IOM-rapporten og nu også NICE) samt sundhedstyrelsernes praksis i lande omkring os, at ME er fortsat hører under neurologien med koden G93.3/8E49
Statens Serum Institut (SSI) har udarbejdet en vejledende liste over de laboratorieprøver, der anbefales at tage for at fastsætte diagnosen ME.